Søg
Pressemeddelelse

35 fodboldbaner klar til ny Storstrømsbro

Byggeriet af en ny Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster via Masnedø har rundet en vigtig milepæl. Et over 250.000 kvadratmeter stort areal på Masnedø er nu klar som arbejdsareal til de mange hundrede ansatte, der årene frem skal bygge Storstrømsbroen.
21. juni 2018
Se timelapse-film af arbejdet med at nedtage gartneriet og gøre arealet klar til Storstrømsbroen.​
Arealet, der svarer til 35 fodboldbaner, har tidligere lagt jord til Danmarks største gartneri, som har måttet vige pladsen for vej- og banelægget til den kommende bro. Arbejdet med at tage de mange drivhuse ned startede i december sidste år og er netop overstået.
 
Henover sommeren begynder entreprenøren SBJV at etablere skurby, kontorer og lagerplads. Til efteråret bygges så en betonfabrik, der blandt andet skal producere broens elementer, og som vil have stor betydning for jobs og aktivitet i regionen.
 
Masnedø hjertet i brobyggeri
”Det store areal er nu nærmest en bar mark. Men i løbet af sommeren og året ud bliver der bygget pavilloner og faciliteter til 2-300 medarbejdere. Masnedø kommer i de næste mange år frem til at udgøre hjertet i byggeriet af en af verdens længste broer over hav lige nu,” siger Niels Gottlieb, der er projektchef i Vejdirektoratet.
 
Vejdirektoratet har løbende fulgt det omfattende arbejde med at nedtage gartneriet - et byggeri på 150.000 kvadratmeter. Det er der kommet en timelapse-film ud af, som på 1½ minut giver et indtryk af, hvordan arealet bliver forvandlet og gjort klar til det kommende brobyggeri.
 
Se Timelapse-film
 
Fakta om Storstrømsbroen
Vejdirektoratet bygger en ny Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster. Broen bliver ca. 4 km lang og er Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Storstrømsbroen får elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 km/t og en tosporet landevej til 80 km/t. Desuden får broen gang- og cykelsti.
 
Storstrømsbroen har stor regional betydning og er samtidig en vigtig del af jernbanekorridoren mellem København og Tyskland.
 
Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2022 og jernbanetrafikken i 2023.
 
Den samlede pris for projektet inklusive nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er ca. 4,1 mia. kr.
 
Yderligere oplysninger:
Projektchef Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 3623
Kommunikationskonsulent Andrew Crone-Langkjær, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 3621



Oprettet
21-06-2018.
Senest opdateret
21-06-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index