Søg
Pressemeddelelse

Ekspertgruppe får halvt år mere til undersøgelse af Limfjordstunnellen

Eksopertgruppen skal først aflevere sine anbefalinger til sommer 2019
18. juni 2018
Den ekspertgruppe, der har til opgave at identificere mulige løsninger på problemet med, at Limfjordstunnelen sætter sig en lille smule hvert år, har fået forlænget sin arbejdsperiode med et halvt år.

Det betyder, at ekspertgruppen først skal aflevere sine anbefalinger den 1. juni 2019 i stedet for ved udgangen af 2018 som hidtil planlagt.

Årsagen er, at ekspertgruppen har bedt om mere tid til at dykke ned i problematikken omkring tunnelen og også om nødvendigt foretage nye undersøgelser af konstruktionen.

”Ekspertgruppen har haft sine første drøftelser af de opgaver, som vi har bedt dem om at kigge på. Og på den baggrund har gruppens medlemmer bedt om mere tid til at levere det bedst mulige slutprodukt til Vejdirektoratet,” fortæller chefkonsulent Niels Chr. Skov Nielsen fra Vejdirektoratet. ”Dette ønske har vi imødekommet, da det naturligvis kun er i vores interesse, at vi får et så godt resultat som muligt ud af ekspertgruppens anstrengelser.”

Helt konkret skal ekspertgruppen løse to hovedopgaver:
- Udarbejde en langsigtet vedligeholdelsesplan for Limfjordstunnelen med de nødvendige reparationsarbejder inkorporeret
- Foretage en teknisk og økonomisk vurdering af reparationsarbejderne og deres indflydelse på trafikken i anlægsperioden

Problematikken omkring Limfjordstunnelen er ikke akut, eftersom tunnelen – selv med de løbende sætninger – forventes at kunne holde i minimum 30 år endnu. Og det er en af årsagerne til, at Vejdirektoratet har accepteret ekspertgruppens anmodning om længere tid.

”Vi står ikke i en akut situation, hvor vi har behov for en lynhurtig løsning på problematikken. Vi arbejder med en langsigtet tidshorisont, og på den baggrund kan vi udmærket give ekspertgruppen den ekstra tid, som de ønsker til deres arbejde. Det vigtigste for os er, at leverancen fra eksperterne i gruppen bliver af højeste kvalitet. Det er jo dygtige folk, vi har bragt sammen, så vi vil gerne have det bedste ud af dem,” siger chefkonsulent Niels Chr. Skov Nielsen.

Yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Niels Chr. Skov Nielsen, tlf. 7244 3406, mail: nsn@vd.dk
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk
Oprettet
18-06-2018.
Senest opdateret
18-06-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index