Søg
Pressemeddelelse

Første skovl går i jorden på udbygningsprojekt gennem Ribe

Projektet med udbygning af rute 11 gennem Ribe bliver nu synligt i marken. Entreprenøren starter i denne uge med at bygge en dæmning til en midlertidig vej, der næste år skal benyttes af trafikanterne, mens der bliver bygget en ny klapbro over Ribe Å.
25. oktober 2018
​Trafikanter på rute 11 i Ribe kan snart se gravemaskiner i fuldt sving ved siden af ringvejen op mod Ribe Å. De tilhører entreprenøren Barslund A/S, som i denne uge starter med at bygge en dæmning af sand henover marskområdet ved åen. 

På dæmningen bliver der næste år anlagt en midlertidig vej, som trafikanterne skal benytte sammen med en midlertidig bro for at komme over Ribe Å, mens den nye klapbro over åen bliver bygget. Men inden da skal den nye dæmning lige bygges op. Det forventes den at være inden jul. Efterfølgende skal den have tid til at sætte sig. 


Vejdirektoratets projektleder Mike Boesen glæder sig til at få taget hul på projektet rent fysisk ude i landskabet, ved at skovlene kommer i jorden.

”Det bliver godt at komme i gang i marken. Man kan sige, at vi tyvstarter projektet lidt med opbygningen af vejdæmningen. Når den er færdig ved juletid, går der stadig cirka et halvt år, til vi begynder at anlægge den midlertidige vej. For dæmningen bliver ret tung og vil naturligt skulle sætte sig i det bløde marskområde. Det får den så cirka et halvt år til at gøre," siger Mike Boesen.

"Hele forberedelsen og opbygningen af den midlertidige vej er en meget vigtig del af projektet, fordi trafikanterne vil skulle benytte den midlertidige vej til passage af åen, mens vi bygger den nye bro,” tilføjer han​.

Mens dæmningen bliver bygget op, vil trafikanterne kunne møde trafikale gener. Det sker blandt andet, når entreprenøren skal køre sand til dæmningerne. I perioden frem til jul vil der derfor være megen lastbiltrafik på ringvejen og i den første uge eller to kan der forekomme afspærring af ét spor på ringvejen ved Ribe Å.

Vejdirektoratet vil dog begrænse afspærringerne til udenfor myldretiden og i det hele taget tilstræbe at genere trafikken mindst muligt. 



Fakta:

I august 2016 blev det politisk besluttet, at den eksisterende rute 11 gennem Ribe nord for Industrivej til og med rundkørslen ved Plantagevej skal udbygges til fire spor. 
Derudover skal der etableres en ny klapbro over Ribe Å i stedet for den eksisterende bro, så Ribe kan besejles med høje skibe. 
Projektets anlægsfase er fra 2019 til 2020.


Yderligere oplysninger:
Mike Boesen, projektleder: 7244 2261, mik@vd.dk
Kim Lundahl Michelsen, kommunikationskonsulent: 7244 2318, kimi@vd.dk

Oprettet
25-10-2018.
Senest opdateret
25-10-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index