Søg
Pressemeddelelse

Farligt kryds mellem Holstebrovej og Bredgade i Struer er ombygget

​Nu kan trafikanterne svinge til venstre på Holstebrovej uden at møde modkørende trafik. Det signalregulerede kryds er ombygget for at forbedre trafiksikkerheden.
14. december 2018

ny_Kort-til-pressemeddelelse.jpg

Efter cirka to måneders anlægsarbejde er det signalregulerede kryds ved Holstebrovej og Bredgade i Struer nu færdigombygget. Ombygningen er sket for at reducere antallet af uheld med venstresvingende trafikanter fra Holstebrovej, der kører ud foran modkørende trafik.

Baggrunden for ombygningen er, at krydset var udpeget som en såkaldt sort plet, hvilket er steder på vejnettet, hvor uheldsfrekvensen er højere end forventeligt for denne type kryds.

Signalteknisk omfatter ombygningen, at venstresvingende på Holstebrovej har fået deres egen signalfase. Det vil sige, at de kan svinge til venstre uden at komme i konflikt med modkørende trafik, som vil have rødt lys. Fysisk har ombygningen omfattet en generel udvidelse af krydsområdet og etablering af skilleheller mellem ligeud- og venstresvingssporene på Holstebrovej.

”Vi gik i gang med anlægsarbejdet i begyndelsen af oktober. Selvom ombygningen omfatter en forholdsvis begrænset lokalitet, har det taget tid at flytte forsyningsledninger og dernæst at få udført anlægsarbejderne, samtidig med at trafikafviklingen har skullet fungere,” siger projektleder Peter Sveistrup Kristensen fra Vejdirektoratet og fortsætter:

”Arbejdet er samlet set forløbet kort godt, og vi kan nu glæde os over, at det uheldsbelastede kryds er blevet mere sikkert.”

Ivan Jakobsen Entreprenørfirma A/S har været entreprenør på projektet, der er en del af Finansloven for 2018, hvor regeringen (V, LA og K) og Dansk Folkeparti afsatte knap 100 mio. kr. til forbedring af trafiksikkerhed og fremkommelighed i 2018 og 2019 rundt om i landet.

Yderligere oplysninger

Projektleder Peter Sveistrup Kristensen, tlf. 7244 2537, mail: pks@vd.dk

Kommunikationskonsulent Jung Heidi Moeslund, tlf. 7244 3303, mail: jhmo@vd.dk

​​​​
Oprettet
14-12-2018.
Senest opdateret
14-12-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index