Søg
Pressemeddelelse

Højere hastighedsgrænser på udvalgte lande- og motorveje

Trafiksikkerhedsmæssige tiltag skal gøre vejene klar til højere hastighedsgrænser
28. juni 2018
Vejdirektoratet går nu i gang med at gøre udvalgte strækninger på landeveje og motorveje over hele landet klar til højere hastighedsgrænser.  
 
Det sker i forlængelse af finanslovsaftalen for 2018, hvor regeringen og Dansk Folkeparti afsatte midler til at hæve hastighedsgrænserne på udvalgte landeveje og motorveje på en trafiksikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.  
 
”Vi øger mobiliteten, hvor det er forsvarligt, så folk kan komme hurtigere frem. Det er både til glæde for dem selv og for samfundet. Jeg tror desuden, at hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske. Derfor gør vi nu nogle udvalgte veje klar til en højere hastighedsgrænse ved at indføre en række trafiksikkerhedsforbedrende tiltag,” siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.  
 
Hastighedsgrænserne hæves nu til 90 km/t på 150 kilometer landevej og til 120 km/t på 31 kilometer motorvej.  
 
”Vores undersøgelser har afdækket 17 steder på landevejsnettet og fire motorvejsstrækninger, hvor det er muligt at hæve hastighedsgrænsen, og nu går vi i gang med at forbedre trafiksikkerheden, så strækningerne er klar til de højere hastighedsgrænser,” siger afdelingsleder Ivar Sande fra Vejdirektoratet.  
 
På landevejene kommer de trafiksikkerhedsmæssige hovedindsatser til at bestå af etablering af rumleriller både i vejmidte og ved kantlinje, bedre plads til cyklisterne, overhalingsforbud, nedsættelser af hastigheden ved større kryds samt opsættelse af autoværn. Enkelte steder skal der også fjernes beplantning og andre påkørselsfarlige genstande, der står inden for den nye, udvidede sikkerhedszone.  
 
Derudover vil Vejdirektoratet ved afslutningen af strækningerne opsætte en særlig hastighedstavle, der informerer trafikanterne om, at de skal sætte farten ned til 80 km/t igen, suppleret med en særlig afmærkning på kørebanen, der skal sikre trafikanternes opmærksomhed.  
 Strækninger-med-øget-hastighed---DK-kort (2).jpg

På motorvejene vil Vejdirektoratet etablere hastighedstavler og rumleriller mod midterrabatten samt opsætte påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn og forlænge autoværn, hvor det skønnes nødvendigt i forhold til en udvidelse af vejens sikkerhedszone fra 9 til 10 meter. Enkelte steder skal der også fjernes noget beplantning, der står inden for den nye, udvidede sikkerhedszone.  
 
Den nye hastighedsgrænse på 120 km/t indføres på en række strækninger, som Vejdirektoratet tidligere har vurderet uegnet til den generelle hastighedsgrænse på 130 km/t. Arbejdet på strækningerne er så småt gået i gang, og det fortsætter henover sommeren. Vejdirektoratet forventer, at hastighedsgrænsen på motorvejene kan hæves til 120 km/t til november i år.  
 
På en række andre motorvejsstrækninger har Vejdirektoratet desuden vurderet, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at hæve hastighedsgrænsen fra 110 km/t til 130 km/t. Derfor afsatte regeringen og Dansk Folkeparti med finansloven for 2018 desuden midler til at hæve hastighedsgrænsen til 130 km/t på de pågældende motorvejsstrækninger. Opgraderingerne forventes at være gennemført i 2021.  
 
Den højere hastighedsgrænse på 90 km/t på alle de udvalgte landeveje forventes at være gennemført i 2020.  
 
Fakta:
På disse motorvejsstrækninger bliver hastighedsgrænsen hævet fra 110 til 120 km/t:
-          E45 Østjyske Motorvej lige syd for Aarhus (6 kilometer)
-          Aarhus Syd Motorvejen ved motorvejskryds Aarhus Syd/Viby Ringvej (6 kilometer)
-          E45 Østjyske Motorvej ved Vejle på strækningen fra motorvejskryds Skærup til afkørsel 61B Vejle Syd (7 kilometer)
-          Holbækmotorvejen fra Holbæk til Torkildstrup rasteplads (12 kilometer)  
 
På disse landevejsstrækninger bliver hastighedsgrænsen hævet fra 80 til 90 km/t:  
H429: Omfartsvej ved Sunds(km 6.100 – 10.500)
H333: Skjern – Varde v. Lyne (km 35.500 – 44.000)
H337: Korskro – Grindsted v. Årre (km 16.200 – 21.200)
H348: Ølholm – Viborg (v. Nr. Snede) Km 31.100 – 39.800
H348: Ølholm – Viborg (v. Engesvang) Km 54.400 – 62.100
H370: Herning – Varde (v. Kibæk) Km 2.100 – 11.350
H407: Aarhus – Viborg (km 38.225 – 48.000)
H411: Viborg – Sønderup (km 2.850 – 20.450)
H425: Holstebro – Oddesund (km 3.450 – 12.950)
H426 / H445: Thisted – Vildsund (km 3.750 – 10.400 & km 22.100 – 23.500)
H427: Thisted – Fjerritslev (km 14.000 – 41.550)
H439: Viborg – Herning (km 6.100 – 22.200)
H441: Viborg – Skive (km 5.100 – 7.500)
H450: Bouet – Aabybro (v. Vadum) Km 6.000 – 8.000
H127: Slagelse Omfartsvej (km 31.700 – 40.100)
H141 Hillerød-Frederikssund (km 9.600 – 15.000)
H507: Omfartsvej Nykøbing Falster (km 1.100 – 6.600)  
 
For kontakt til transport-, bygnings- og boligministeren:
Pressechef Mia Josiassen, tlf. 72 26 70 75, mail: mij@trm.dk   
 
Yderligere oplysninger:
Om motorvejene: Afdelingsleder Ivar Sande, tlf. 7244 2060, mail: ivs@vd.dk 
Om landevejene: Afdelingsleder Charlotte Veiss-Pedersen, tlf. 7244 2208, mail:  cwr@vd.dk 
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk 
Oprettet
28-06-2018.
Senest opdateret
28-06-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index