Søg
Pressemeddelelse

Holstebromotorvejen bliver indviet med snoreklip, vejfest og masser af motion

Over 10.000 gæster forventes ved indvielsen af Holstebromotorvejen lørdag 29. september, hvor festpladsen danner rammen om ministertalen og det officielle snoreklip.
21. september 2018
​Der er god grund til at lægge vejen forbi festpladsen mellem Struer Landevej og Hjermvej i Holstebro lørdag d. 29. september. Der er nemlig i dén grad noget for enhver smag, når Vejdirektoratet indvier Holstebromotorvejen sammen med en masse festglade mennesker.


Den officielle del af arrangementet er talerækken og snoreklippet, som begynder kl. 12.00. Her kan gæsterne høre Transport-, bygnings- og boligminister​ Ole Birk Olesen holde tale som den første. Han bliver efterfulgt af Holstebro Kommunes borgmester H.C. Østerby og formanden for teknik- og miljøudvalget i Herning Kommune, Joan Hansen. Herefter bliver snoren klippet og motorvejen indviet.

Vejdirektoratets projektleder for den nordlige del af Holstebromotorvejen, Janie Winther Ipsen, understreger dog, at vejen først åbner for biltrafik dagen efter, søndag 30. september kl. 11.

”Som projektleder glæder jeg mig enormt meget til at modtage ministeren og se ham klippe snoren. Det er altid en fornøjelse at kunne aflevere et stykke motorvej til trafikanterne. De kan glæde sig til at komme ud at køre på den søndag klokken 11, når vi har fået ryddet op efter festen,” siger Janie Winther Ipsen.

På festpladsen er der rigeligt at fordrive tiden med både før og efter snoreklippet. 

I Vejdirektoratets telt på festpladsen kan man opleve Janie Winther Ipsen give en præsentation af Holstebromotorvejen som projekt med udfordringer og milepæle. Det foregår kl. 10 om formiddagen og kl. 14 om eftermiddagen. 

Allerede kl. 8.30 åbner festpladsen med sang og musik af Holstebro Gospelkor på Motorvejsscenen. Samtidig skydes den første af mange motionsdiscipliner – 60 kilometer cykelløb – i gang. I løbet af dagen bliver der meget mere kultur, musik og motion. Blandt de optrædende er hovednavnet Scarlet Pleasure og Tørfisk. Og motionsaktiviteterne omfatter bl.a. halvmaraton og distancer med rulleski og rulleskøjter.

For et fuldstændigt overblik over aktiviteter på dagen kan man se nærmere på vejfestivest.dk. Her kan man også tilmelde sig en af motionsaktiviteterne.

Holstebro Kommunes projektleder for Vejfest i Vest, Michael Andersen, forventer intet mindre end Danmarks hyggeligste vejfest med et fremmøde, der matcher. Alene til motionsaktiviteterne er der nu over 6.000 deltagere, og med de øvrige gæster når antallet sandsynligvis op over 10.000 deltagere i alt. 

Derfor krydser Michael Andersen fingre for en festlig dag med godt vejr.

”Vi mærker en rigtig stor interesse for motorvejsindvielsen i hele kommunen. Mange vil gerne være med til at fejre, at Holstebromotorvejen nu er en realitet. Vi har ønsket at markere indvielsen ved at arrangere det, vi selv kalder for Danmarks hyggeligste vejfest. Vi stiller med en bred vifte af aktiviteter, der er med til at gøre Holstebro til en kulturkommune. Lokalsamfundet er virkelig trukket i arbejdstøjet, og en masse frivillige kræfter er blevet mobiliseret indenfor de seneste måneder. Det betyder, at vi kan tilbyde en lang række aktiviteter for både børn og voksne,” siger Michael Andersen. 


Yderligere oplysninger:
Janie Winther Ipsen, projektleder, Vejdirektoratet: 7244 2342, jwi@vd.dk
Michael Andersen, projektleder, Holstebro Kommune, 9611 7078, michael.andersen@holstebro.dk
Kim Lundahl Michelsen, kommunikationskonsulent, Vejdirektoratet: 7244 2318, kimi@vd.dk

Oprettet
20-09-2018.
Senest opdateret
21-09-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index