Søg
Pressemeddelelse

Kør før køen på E45 Østjyske Motorvej

En ny kampagne fra Vejdirektoratet skal få bilisterne på E45 mellem Aarhus og Skanderborg til at bryde vanerne og køre før køen, så myldretidstrafikken bliver fordelt bedre.
11. juni 2018
Østjyske Motorvej er en af landets mest trafikerede strækninger. Og især i morgenmyldretiden er trængslen stor. Nu skal konkrete anbefalinger til alternative tidspunkter at køre hjemmefra på og positiv feedback være med til at ændre bilisternes vaner og få trafikken i myldretiden til at glide bedre. ​Målet er at flytte 4% af bilisterne ud af den samlede spidsperiode.

”På E45 opstår der korte køer, fordi rigtig mange kører samtidig særligt om morgenen. Derfor forsøger vi i de kommende uger at fordele trafikken bedre på E45 mellem Aarhus og Skanderborg ved at få de bilister - der har mulighed for det - til at køre lidt før eller lidt senere, end de plejer,” siger projektleder Robin Højen Madsen og fortsætter:  

”Trafikken stiger, men vi kan ikke udelukkende bygge os ud af trængslen på vores veje. Derfor vil vi med kampagnen afprøve nye metoder, der kan udnytte vejkapaciteten bedre, så flere kommer hurtigere frem,”

graf_ver1.jpg

Vejdirektoratet forventer ikke at kunne løse de tungeste trængselsproblemer med denne kampagne. Fokus er i stedet på at løsne op for de kortvarige massive kødannelser, der opstår i myldretidsperioderne.  

Kør før kl.7:00

Vejdirektoratets midler er skilte langs motorvejen og en ny funktion i trafikinfo-app’en, der rådgiver om, hvornår man som bilist skal køre for at undgå myldretiden.  

”Skiltene fortæller med et glimt i øjet bilisterne, at de kan få mere ud af dagen, hvis de kører inden kl. 7:00. Og appen fortæller, hvornår det er bedst at køre – og hvis bilisterne følger vores anvisninger, så giver vi dem positiv feedback med på vejen. Vi har testet den nye funktion, og nu bliver det spændende at se, om den virker i praksis, og om den rent faktisk får nogle bilister til at flytte deres rejsetider lidt,” siger Robin Højen Madsen.

skilte.jpg


Vejdirektoratet tager sin egen medicin

I forbindelse med kampagnen opfordrer Vejdirektoratet også sine egne medarbejdere til at køre uden for det mest belastede tidsrum. Vejdirektoratet har en afdeling i Skanderborg med ca. 200 medarbejdere.  

”Vi er en del i Vejdirektoratet, der kører på Østjyske motorvej hver dag til og fra arbejde. Derfor mener vi kun, at det er rimeligt, at vi tager vores egen medicin. Forhåbentligt kan vi være med til at få trafikken på E45 til at glide bedre. Hvis det lykkes, kan vi bruge erfaringerne til at gå i dialog med andre større virksomheder, hvor medarbejderne sidder i kø til og fra arbejde,” siger Robin Højen Madsen.  

Vejdirektoratet vil i de kommende uger måle, om trafikken bliver fordelt bedre.  

Fakta

  • På strækningen mellem Skanderborg og Aarhus i nordgående retning kører der dagligt ca. 3.600 bilister i den såkaldte spidsperiode kl. 7-8:30. Målet er at få 4% til at køre udenfor det mest belastede tidsrum.
  • En brugerundersøgelse viser, at 31% af bilisterne er villige til at ændre deres afrejsetidspunkt, hvis de kan spare tid i trafikken.  

Kontakt

Robin Højen Madsen, projektleder i Vejdirektoratet, tlf. nr. 2324 4172

Rikke Liebst, kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet, tlf. nr. 2570 3056

​​​​​​​​​​​​​​
 

 Hent appen

 

1. Download trafikinfo appen via google-play (hent appen) eller iTunes (hent appen)

2. Gå i menuen og vælg fanen projekter

3. Her finder du tre projekter. Vælg kampagnen “Kør før køen på E45”

4. Læs brugerbetingelserne og accepter

Oprettet
10-06-2018.
Senest opdateret
11-06-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index