Søg
Pressemeddelelse

Trafikanter kører hasarderet i Limfjordstunnelen

Mange trafikanter kører uforsvarligt gennem Limfjordstunnelen. I 2017 var der 120 farlige situationer, der kunne have ført til ulykker. Nu vil Vejdirektoratet og Nordjyllands Politi ”råbe” trafikanterne op.
05. juli 2018
For høj fart, uforsvarlige overhalinger og forkert monterede trailere og campingvogne er hvert år skyld i en række farlige situationer i Limfjordstunnelen. Situationer der kan føre til ulykker og personskader. Og i en tid hvor trafikken på motorvejene stiger markant, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på at køre forsvarligt.

Derfor opfordrer Vejdirektoratet og Nordjyllands Politi nu trafikanterne til at køre mere sikkert og forsvarligt gennem tunnelen, så der ikke opstår ulykker.

”Trafikanterne skal jo køre ordentligt, uanset om de kører på en åben vej eller i en tunnel. Det bliver bare en tand mere alvorligt, hvis ulykken sker i en tunnel, fordi der kan opstå panik. Derfor går vi nu ud med denne opfordring i fællesskab,” siger Emelie Bjerkander fra Vejdirektoratet.

Hun arbejder med sikkerhed på broer og tunneler og har fulgt situationen gennem nogen tid.

”Heldigvis oplevede vi ikke nogle store, alvorlige personulykker i 2017, kun mindre hændelser, men det kunne nemt være gået meget galt,” siger Emelie Bjerkander.

OPLYSE OG PRÆGE KØRSEL

Også Nordjyllands Politi er meget opmærksomme på problemet.

”Når trafikken hober sig op nede i tunnelen, stiger risikoen for uheld. Der er desværre mange farlige situationer i og ved tunnelen hvert år. Vi vil meget gerne være med til at oplyse og præge folks kørsel, så vi kan nedbringe antallet af uheld og forhindre, at folk kommer til skade”, forklarer politikommissær Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi.

FIRE KONKRETE RÅD

Helt konkret opfordrer Nordjyllands Politi og Vejdirektoratet trafikanterne til at følge disse fire gode råd, når de kører gennem tunnelen:

·       Vær opmærksom på hastighedsgrænsen 
·       Hold god afstand
·       Undgå så vidt muligt at skifte vognbane
·       Sørg altid for at gods, trailere og campingvogne er forsvarligt monteret

​​​​​​​
 

 Læs mere

 
Oprettet
03-07-2018.
Senest opdateret
05-07-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index