Søg
Pressemeddelelse

Så er vinteren startet - i hvert fald ifølge Vejdirektoratet

Lørdag aften og natten til søndag måtte saltbilerne i aktion for første gang denne vinter. Og det var Nordjylland, der fik den første salt.
28. oktober 2018
Lørdag aften klokken 20.37 blev det officielt vinter i Danmark. Her blev Vejdirektoratets saltbiler nemlig sendt på gaden for første gang denne vinter for at salte vejene i Vendsyssel, Vesthimmerland og Himmerland.  
 
Dermed kom vinteren først til Nordjylland i denne omgang, hvilket er et geografisk skifte i forhold til sidste år, hvor det var Svingbroen i Næstved, der fik den første dosis salt.  
 
Senere lørdag aften og natten til søndag blev det imidlertid også nødvendigt at salte i resten af landet, og søndag morgen havde stort set hele Danmark fået salt. Kun Storkøbenhavn og den vestlige del af Sønderjylland fik ikke saltbilerne at se i denne omgang.  
 
Vejdirektoratets Vintertjeneste
Selve indsatsen med både saltbiler og sneplove styres af Vejdirektoratets Vintertjeneste, der har sæde i Vejdirektoratets vintervagtcentral i Aalborg. Centralen er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene.    
 
Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået – eller vil opstå – sørger vintervagten for, at der bliver saltet og ryddet sne.    
 
Vinterens vejrlig fordrer dog også øget agtpågivenhed fra trafikanterne, ikke mindst hvis man skal ud at køre i de tidlige morgentimer.    
 
Du kan følge Vejdirektoratets saltning af veje og se, hvor saltspredere og sneplove er i gang – og hvor de har været - på www.vintertrafik.dk. Du kan også se de lokale og generelle vintermeldinger her, blandt andet vej- og lufttemperaturer, ligesom siden giver adgang til cirka 400 kameraer.    
 
Vinterfakta:
• På en normal vinter har Vejdirektoratet udkald til saltning gennemsnitligt 107 gange, og der bliver brugt 58.700 tons salt. 
• Udkald til saltning betyder det antal udkald, der har været på Vejdirektoratets ruter landet over. Et udkald svarer til, at der har været kaldt ud på samtlige ruter én gang.
• Vinteren i Vejdirektoratet varer fra oktober til maj, hvor Vintercentralen overvåger vejenes temperaturer hele døgnet.
• Vejdirektoratet har cirka 250 saltspredere og cirka 600 sneplove, som kan gå i aktion.    
 
Yderligere oplysninger:
Vejdirektoratets Trafikcenter, tlf. 2061 2664
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Vejdirektoratet, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk 
Oprettet
28-10-2018.
Senest opdateret
28-10-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index