
Vejdirektoratet har fokus på vejtrafikstøj og udvikler støjsvage belægninger, nye materialer og anlægsmetoder, der kan reducere vejtrafikstøjen. Projektet omfatter undersøgelser af støjens gener: Hvordan støj påvirker naboernes livskvalitet og sundhed.
Vores fokus er på udvikling og test af støjreducerende vejbelægninger. En af de primære tekniske og videnskabelige udfordringer ligger i at udvikle ny viden om, hvilken betydning vejoverfladen (teksturen og porøsiteten) har for dæk/vejbane-støjen. Der ligger også en stor teknisk udfordring i at udvikle vejbelægninger, som har en god og vedvarende støjreducerende effekt og samtidig er langtidsholdbare. Samtidig skal vejbelægningen have gode egenskaber mht. friktion (trafiksikkerhed) og rullemodstand (brændstofforbrug/CO2).
Vejdirektoratet har stor måleteknisk ekspertise og råder over avanceret akustisk måleudstyr som anvendes til udvikling af nye forsøgsbelægninger og til målinger af støj fra andre støjreducerende tiltag som f.eks. støjskærme.