Servicevejvisning til terminalmål er
en trafikalt begrundet vejvisning. Opsætningen sker for Vejdirektoratets regning,
såfremt direktoratet finder, at der er en trafikal begrundelse for opsætningen.
Opsætningen er således en del af Vejdirektoratets faktiske
forvaltningsvirksomhed.
Lovgivning
Reglerne for
servicevejvisning til terminalmål reguleres i kapitel 13 (§§ 367, 368 og 401-414)
i bekendtgørelse nr. 1633 af 20. december 2017 om anvendelse af vejafmærkning.
Servicevejvisning til trafikalt begrundet terminalmål på almindelige
veje
Ved servicevejvisning til containerhavn,
færge, lufthavn, jernbanestation, S-tog, metro, busterminal og transportcenter skal
anvendes servicesymbolerne M 9 Containerhavn, M 11 Færge, M 12 Lufthavn, M 13 Jernbanestation, M 13,1 S-tog, M 13,2 Metro, M 14
Busterminal og M 15 Transportcenter.
Til containerhavne, bilfærgehavne og lufthavne,
jernbanestation, S-tog, metro, busterminal og transportcenter kan vejvises fra
nærmeste rutenummererede vej, eller som anført i Fjern- og nærmålskataloget,
jf. cirkulære om rutenummerering af det danske vejnet og omlægning af
hovedvejsnettet.
Til en bilfærgehavn vejvises med det geografiske navn på
bilfærgens afgangs by uden M 11 Færge, indtil denne er nået. I bilfærgens afgangs by
kan vejvises til bilfærgens destination. Vejvisning til færger, der alene
betjener cyklende og gående skal ske med M 10 Færge for cyklende og gående.
M 15 Transportcenter kan suppleres med teksten
"Transportcenter" og eventuelt geografisk navn, dog skal kommerciel
servicevejvisning udføres med servicetavler frem for tekst, når der er flere
geografiske navne, terminalmål navne og kommercielle virksomhedsnavne end 4 på
pilvejvisere eller tabelvejvisere.
Opsætning af servicevejvisning til terminalmål
Såfremt I ønsker at få opsat servicevejvisning til
terminalmål kan I indsende en ansøgning om servicevejvisning via linket i højre
side