
Forbedring
af fremkommeligheden
Målet med at indkøbe realtidsdata
er at få en bredere dækning af trafikdata og hermed et mere dækkende billede af,
hvordan trafikken forløber. Det skaber bedre mulighed for Vejdirektoratet til
hurtigt at agere – alt sammen med henblik på at forbedre fremkommeligheden. I tillæg til realtidstrafikdata
får Vejdirektoratet også flere data om trafikken til statistiske anvendelser.
Flere statistiske data vil derfor forbedre grundlaget for analyser af fx
trængsel, og for hvordan trafikken omkring større vejarbejder bedst kan
forløbe.
Som det ses på figur 2 modtages data fra et større geografisk område end tidligere, men kun for en
delmængde af køretøjerne på strækningen. Dermed adskiller data sig væsentligt
fra traditionel detektering via vejsideudstyr, hvor al trafik måles fra ét
punkt.
Strenge krav til modtaget data
Realtidstrafikdata modtages fra en bred flåde af køretøjer, som har indgået
aftale med Inrix. Det kan eksempelvis være data fra erhvervsdrivende
med større flåder af køretøjer, billister med smartphones, udbydere af
GPS-baserede smartphonenavigationstjenester og leverandører af
navigationsudstyr til køretøjer og bilfabrikanter. Vejdirektoratet har sikret,
at persondatalovgivningen overholdes ved at lægge strenge krav ind i kontrakten
om, at alle kilder skal være anonymiserede. Dataene dækker det strategiske vejnet
niveau 1, 2 og 3 veje samt øvrige statsveje i 2015 - og fra 2016 udvalgte
væsentlige kommuneveje.
De udvidede muligheder med
realtidsdataprojektet er:
·
information om rejsetid
·
rejsetidsprognoser
·
trafiktilstande
·
ekstraordinær kø
·
hændelsesdetektering
En masse fordele
ved realtidsdata
Vejdirektoratet
prioriterer højt, at trafikinformation om ekstraordinære kødannelser kan komme
hurtigt frem til trafikanterne, så de tidligst muligt kan blive adviserede om
kødannelser, der normalt ikke kan forventes på det pågældende tidspunkt. På
denne måde vil trafikanterne få et ret præcist billede af deres rejsetid og
mulighed for at søge alternative ruter.
Realtidsdataene
bidrager også til, at Vejdirektoratet kan yde en bedre indsats ved fx uheld på
motorvejene. Vejdirektoratet kan i meget hurtigere omfang end tidligere sende
beredskabet og genskabe fremkommeligheden på fx et ulykkessted.
Fokus på at leve
op til kravene
Vejdirektoratet
har mange års erfaring i at modtage og analysere statistiske data fra
vejsideudstyr, hvilket har givet et bredt vidensgrundlag i forhold til hvilke
krav, der skal sættes til dataenes kvalitet. Vejdirektoratet har udviklet et
omfattende testsystem til datakvaliteten med mulighed for bod, hvis Inrixs data
ikke lever op til de stillede krav.
Spændende
pilotprojekt de næste år
Inrix og Vejdirektoratet har arbejdet
intensivt på at få alle tekniske systemer til at fungere og ser frem til, at
data flyder ind til gavn for de danske bilister. De næste to år er et
pilotprojekt, hvor der skal laves grundlæggende analyser og evalueringer. Disse
skal vise, om dette er løsningen for en fremtidig kilde til
hændelsesdetektering og trafikinformation.
Vejdirektoratet vil undersøge muligheden
for at afprøve brugen af realtidstrafikdata på en del af kommunevejnettet i
samarbejde med kommunerne i de strategiske ledelsessamarbejder i Aalborg,
Østjylland, Trekantområdet og København.
Planen er, at realtidstrafikdataene skal
flyde ind i Vejdirektoratets Trafikcenter primo november 2015, hvor der køres
test på dataene. Her er målet, at det stilles til rådighed for trafikanterne
via Vejdirektoratets trafikinformationstjenester inden udgangen af året.